Infektion med HPV-virus kan hos mænd medføre kræft i munden, svælget, endetarmsåbningen (anus) og penis. Det er dokumenteret, at HPV-vaccinen hos mænd har forebyggende effekt mod forstadier til kræft i endetarmsåbningen (analkræft) og kønsvorter.


Mænd kan få kræft af HPV-virus

Infektion med HPV-type 16 og 18 kan i sjældne tilfælde medføre kræft i munden, svælget, endetarmsåbningen (anus) og penis.

Kræft i penis er en sjælden kræftform, hvor det skønnes at op imod 40-50 pct. af alle tilfælde kan skyldes HPV. Analkræft er en relativt sjælden kræftform, men cirka 90 procent af alle tilfælde skyldes infektion med HPV.

Dobbelt så mange danskere får HPV-relateret kræft i endetarmsåbningen sammenlignet med for 30 år siden, og der er flere yngre, der får sygdommen.

Endelig er en stor del af kræft i mundsvælget, herunder i mandlerne, forårsaget af HPV. Hyppigheden af kræft i mundsvælg og mandler er steget kraftigt de sidste årtier, og mænd rammes hyppigere end kvinder af disse kræftformer.


Hvad er HPV?

HPV er en seksuelt overført virus, som smitter ved intim kontakt. En HPV-infektion er som regel uden symptomer, og i de fleste tilfælde forsvinder infektionen af sig selv. Der er ingen effektiv behandling mod HPV-infektionen.

Der findes mange forskellige typer HPV, og infektion med HPV-type 16 og 18 kan blive kronisk og derefter føre til udvikling af celleforandringer og kræft, mens HPV-typerne 6 og 11 er årsag til de fleste kønsvorter (kondylomer).

I 2006 blev den første vaccine mod HPV godkendt i EU til forebyggelse af livmoderhalskræft, som er den hyppigste HPV-relaterede kræftform.

Hvis din kæreste har celleforandringer på livmoderhalsen 

Hvis ens kæreste får konstateret celleforandringer, har hun haft HPV et stykke tid, og så har manden det måske allerede selv. Mænd kan ligesom kvinder få kræft pga. en HPV-infektion, men de HPV-relaterede typer kræft, som mænd får, er imidlertid sjældnere.

Men unge seksuelt aktive mænd kan generelt vælge at blive vaccineret, da det ikke er sikkert, at de er smittet med HPV. Vaccinen beskytter mod HPV 16 og HPV 18, og selvom man er blevet smittet med det ene af de to typer virus, vil man stadig kunne opnå beskyttelse mod det andet.

Forskning har desuden vist, at kvinder der har haft f.eks. en HPV 16 infektion, før de bliver vaccineret, efter vaccinationen er bedre beskyttet mod en eventuel ny infektion med HPV 16. Vaccination har også vist sig at øge beskyttelsen og reducere antallet af nye tilfælde af forstadier til kræft betydeligt.

Er din partner smittet med HPV kan oralsex øge risikoen for kræft i mund og svælg  

Risikoen for kræft i munden eller svælget er til stede, da infektion med HPV kan ske gennem oralsex, og flere studier har vist, at der er en sammenhæng mellem HPV infektion i munden og kræft i munden og svælget, især i mandlerne. Omkring 50-80 pct. af tumorer i mundsvælget er HPV-positive.

HPV-vacciner beskytter mod to eller fire typer HPV-virus

Der er to forskellige HPV-vacciner på markedet, som begge beskytter mod HPV 16 og HPV 18. Den ene vaccine beskytter også mod HPV 6 og HPV 11.


Mænd og effekten af HPV-vaccine

Hos mænd er der dokumenteret forebyggende effekt af HPV-vaccinen mod forstadier til kræft i endetarmsåbningen (analkræft) og kønsvorter.

Man kan som dreng/ung mand godt vælge at blive vaccineret mod HPV hos egen læge. Man skal bare være opmærksom på, at HPV-vaccinen i Danmark kun tilbydes gratis til piger som en del af børnevaccinationsprogrammet, og man skal derfor selv betale for vaccinen.

Kan HPV-vaccination reducere risikoen for HPV-kræft hos mænd?

Det er vist, at HPV-vaccinen medfører samme immunrespons hos mænd og kvinder, og at vaccinen hos kvinder – udover at beskytte mod livmoderhalskræft – også beskytter mod kræft i endetarmsåbningen og kræft på og omkring kønsorganerne. Meget tyder på, at den også kan beskytte mod HPV-relateret kræft i mund og svælg.

HPV-risiko hvis man har en fast kæreste

Hvis den ene af jer har haft intim kontakt med en anden tidligere, er der en risiko for at være blevet smittet med HPV. Virus kan sidde på penis, pung, kønslæber, skeden, livmoderhals, mellemkødet, endetarmsåbning samt i munden og i svælget.

Infektion med HPV er meget udbredt i den danske befolkning, og er hyppigst hos yngre seksuelt aktive. Man kan ikke blive testet for, om man er smittet med HPV, men man kan lade sig vaccinere, så man fremadrettet ikke bliver smittet med de typer, som er indeholdt i vaccinen.

Er det muligt selv at holde øje eller at blive kontrolleret for kræft, hvis man er smittet med HPV?

Symptomerne på kræft og lægekontrollen er den samme uafhængigt af, om kræften er forbundet med HPV eller ej.

Advertisements