Andreas Knappe blev godt nok ikke valgt i den årlige NFL-draft, der efter tre dage sluttede natten til søndag, men kort efter skrev den 25-årige offensive linjemand under på en aftale med Morten Andersens tidligere hold Super Bowl-finalisterne Atlanta Falcons som såkaldt ‘undrafted rookie free agent’. Det skriver Draftday.dks Søren Hygum Hansen på Twitter efter at have modtaget en sms fra Andreas Knappe.


Silkeborgenseren er blot den anden dansker til at blive draftet til et NFL-hold, efter den danske legende Morten Andersen blev draftet i 1982 af New Orleans Saints. Den danske kicker spillede sin sidste kamp i 2007, et år efter han overtog rekorden som den mest scorende spiller i NFL-historien. Den anden dansker, der var tilmeldt draften, kicker Simon Mathiesen fra Northwest Missouri State Bearcats, blev heller ikke valgt, men hans chancer for at lave en lignende aftale som Knappe er gode.

Andreas Knappe fra Silkeborg har studeret på University of Connecticut i det nordøstlige USA i fem år og samtidig spillet positionen højre tackle for skolens fodboldhold, The Huskies. Nu skal han agere bodyguard for quarterback Matt Ryan, sidste sæsons mest værdifulde spiller i NFL, og blokere for running back-duoen Devonta Freeman og Tevin Coleman, hvis han altså stadig er i truppen, når den bliver trimmet fra de nuværende 90 spillere til 53 spillere kort før sæsonstarten i begyndelsen af september. Desuden kan han glæde sig til at få hjemmebane på det nybyggede Mercedes-Benz Stadium, som skal agere vært for Super Bowl 53 i 2019.

Den amerikanske fodboldkarriere begyndte Andreas Knappe i Silkeborg IF Phoenix, efter at han droppede en lovende karriere som bueskytte. Knappe rykkede siden til Triangle Razorbacks i Vejle, og her begyndte det at gå op for ham, at hans evner muligvis ville række helt til NFL. Han tog derfor turen over Atlanterhavet, væk fra familien og vennerne, for at forfølge sin drøm. Et stort spring.

ANDREAS KNAPPE

  • Fødselsdato: 2. juni 1991 (25 år)
  • Hjemby: Silkeborg
  • Position: Højre tackle
  • College: University of Connecticut
  • Højde: 2,06 meter
  • Vægt: 134 kilo

EN OFFENSIV LINJEMANDS OPGAVER

It all starts up front.’ Det amerikanske udtryk indkapsler, at det er umuligt at have et godt angreb uden en i hvert fald middelmådig offensiv linje. Med andre ord: Det nytter ikke at have Tom Brady, der har vundet fire Super Bowl, som quarterback, hvis den offensive linje ikke formår at stække forsvarsspillerne, for så bliver quarterbacken nedlagt og måske endda skadet hele tiden.

Den offensive linje skal helst være en sammentømret enhed med god indbyrdes forståelse. Den offensive linje består af fem spillere. Manden i midten kaldes en center. Det er ham, der sætter alle spil i gang ved at ’snappe’ bolden til quarterbacken. På hver side af ham står de to guards, og yderst står de to tackles. Andreas Knappe spiller tackle i højre side. Helt overordnet kan den offensive linjes opgaver inddeles i to områder, der dog kræver en masse forskellige egenskaber.

Beskytte quarterbacken på kastespil

Når angrebet udfører et kastespil, får quarterbacken bolden i hænderne lige bag den offensive linje, og så er det op til de fem store drenge at sørge for, at forsvarsspillerne ikke når ind og får nedlagt quarterbacken. Det gør de offensive linjemænd, som alle er fysisk vildt stærke, ved at blokere forsvarsspillerne med hænderne . Folk som Andreas Knappe skal have power og på samme tid være teknisk dygtige med armene for at holde forsvarsspillerne væk, og så skal de have hurtige fødder for bare at nævne nogle af egenskaberne.

Blokere i løbespillet:

Når angrebet udfører et løbespil, er det hovedsageligt op til de offensive linjemænd at skabe huller, som running backen kan drøne igennem og derved løbe bolden længere frem på banen. Igen er det vigtigt at være fysisk stærk for på lovlig vis at kunne blokere forsvarsspillerne, men de offensive linjemænd skal samtidig besidde en spilforståelse uden lige. De skal have styr på hele angrebets playbook, der rummer utallige spil med mange forskellige opgaver for den offensive linjemand. Derfor går de offensive linjemænd for at være nogle af de mest intelligente spillere på banen. Det er ikke nogen nem position at mestre.

Advertisements