En genmanipuleret salmonellabakterie har udslettet kræftsvulsterne i mere end hver anden forsøgsmus. Danske forskere er dybt imponerede.


Forskere fra Sydkorea har udviklet en ny superbakterie, der kan udslette kræftsvulster. Det skriver Videnskab.dk.

Det har forskerne gjort ved at genmanipulere salmonellabakterier til ikke at kunne gøre mennesker syge og derefter sætte et lille gen fra en helt anden bakterie ind i dem, så de som trojanske heste kan angribe kræft.

I forsøg på mus lykkedes det forskerne at kurere hele 11 ud af 20 mus, som havde fået overført tarmkræftsvulster fra mennesker.

»Det virker lovende. Det er en form for kræftbehandling, hvor man bioteknisk går ind og manipulerer med nogle bakterier for derefter at sætte dem ind i kroppen, hvor de aktiverer kroppens immunforsvar i et kraftigt angreb på en kræftsvulst. Studiet viser, at efter kun tre dage bliver bakterierne opkoncentreret i kræftsvulsten 10.000 gange, hvilket er helt vildt og vel nærmest svarer til et missilangreb,« siger Oluf Borbye Pedersen til Videnskab.dk.
Ifølge Henrik Schmidt, overlæge ved Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital, har man i mere end 100 år vidst, at bakterier kan spille en vigtig rolle i kampen mod kræft ved at aktivere det medfødte immunforsvar. Men indtil nu har man ikke har interesseret sig nok for området til at inkludere det tilfredsstillende i behandlingen. Det kan det nye studie være med til at ændre på.

»Inden for det seneste er der kommet flere og flere beviser på, at det medfødte immunsystem er nødvendigt for succesfuld immunterapi, og her peger det nye studie på, hvordan man kan aktivere det effektivt,« siger Henrik Schmidt.

De sydkoreanske forskere sprøjtede den genmanipulerede salmonellabakterie ind i haleblodåren på mus, som havde fået indopereret tarmkræft fra mennesker.

Bakterierne blev først koncentreret i musenes lunger, milt og lever, fordi musenes kroppe forsøgte at skille sig af med bakterierne. Men efter tre dage søgte bakterierne andre steder hen i kroppen og blev koncentreret 10.000 gange i kræftsvulsterne, hvor immunforsvaret straks gik i gang med at udskille forsvarsstoffer, der både angreb bakterierne og kræftsvulsterne.

Kilde BT

Foto af disse

Reklamer