Selv om det er knap ti år siden, at den lille britiske pige Madeleine ’Maddie’ McCann forsvandt, kan hun stadig meget vel være i live. Det mener en britisk detektiv, der har en opsigtsvækkende teori om, hvor den forsvundne pige kan være.

Om knap én måned er det ti år siden, at den lille britiske pige Madeleine ’Maddie’ McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal, hvor hun ferierede med sine forældre.

Selv om hun siden er blevet eftersøgt over hele verden, og tusinder har ledt efter den lille pige, der forsvandt kun få dage før sin fire års fødselsdag, har man intet spor fundet efter hende.

Men det kan muligvis skyldes, at man har ledt de forkerte steder. Ifølge en tidligere detektiv – 60-årige Dave Edger – der tidligere har været hyret af Maddies forældre for at hjælpe med at finde den lille pige – er der gode chancer for, at hun stadig er i live.

Dave Edger mener nemlig, at Maddie, der – såfremt hun er i live – snart vil fylde 14 år, kan være blevet taget til fange og bo et afsides sted kun få kilometre inde i landet på Algarvekysten i Portugal.

Kilde : BT

»Der er alle muligheder for, at Madeleine stadig er i live og kan være blevet gemt et eller andet sted«, siger han til mediet.

Ifølge Dave Edger er der mange ejendomme på Algarvekysten, der ligger relativt øde, og hvor Maddie sagtens kunne være blevet holdt fanget.

Han fortæller desuden, at han i løbet af den tid, hvor han arbejdede med sagen, fandt flere spor, som ledte til flere af ejendommene, hvilket han videregav til myndighederne

Dave Edger er også sikker på, at nogen, der enten bor i Portugal eller Storbritannien ved, hvad der er sket med den lille pige.

»Min erfaring er, at de (forbryderne, red.) altid betror sig til en eller anden af en eller anden grund, og den person bør stå frem og tale med myndighederne,« siger han og tilføjer, at han er ganske sikker på, at den betroede person sagtens vil kunne huske detaljer, selv om det snart er ti år siden.

Ifølge Dave Edger er det set I flere lignende sager på seneste, at folk har stået frem og afsløret ting, der er sket for mange år siden.

Efter at portugisisk politi opgav at finde den forsvundne britiske pige, overtog det britiske politi i 2011 sagen. Siden er der brugt over 12 millioner britiske pund på sagen – svarende til over én milliard kr.

Dave Edger er ikke den eneste, der har en teori om, hvad der skete med den lille pige. Tidligere på året har den tidligere portugisiske politiinspektør Goncalo Amaral stået frem og fortalt, at han mener, at Madeleine McCanns forældre, Kate og Gerry McCann stod bag deres datters forsvinden.

BT har også tidligere spurgt tre danske eksperter om deres bud på, hvad der skete med Maddie, og i 2016 kom det frem, at britisk politi også var tæt på at opklare mysteriet.

Fotograf

Reklamer