Vikingernes verden var et bonde- samfund, hvor det hårde arbejde blev udført af trælle. De frie mænd anså ikke landbrugsarbejde for no- get særligt fortjenstfuldt. Det, som landbruget og kvægholdet kastede af sig, var godt nok til hverdag,
og det var rart at have rigeligt, så man kunne holde nogle gevaldige gilder og invitere sin slægt og sine venner. Men ellers var den slags ikke noget, man talte så meget
om. Så var det mere interessant at drage ud som købmænd til de store handelssteder og byer som Hedeby, Birka, Kaupang osv.
En viking kunne på én gang være bonde, købmand og kriger, men det, som gav mest prestige
og respekt, var alligevel kriger- håndværket. Når man skal se på vikingernes – de frie menneskers
– opfattelse af et godt liv, så er det hos manden som kriger, man nder »vikingemoralen«. Det kan man
se både i deres religion, deres fortællinger (sagaer) og på deres runesten.


Tapper

Måske er historien i kilden ikke sand, men den viser meget godt den rå hensynsløshed, som var en slags ideal for unge mænd i de nor- diske lande for 1100 år siden. Det var naturligvis ikke alle, der så op til mænd med den indstilling – det afhang meget af, hvor i samfundet man befandt sig. Fx har trællene nok ikke syntes, at det var nogen særlig morsom historie. Men man så generelt op til den seje mandig- hed, som historien gav udtryk for. Det var sådan nogen sønner, mænd ønskede sig.


At bLive HUsket

At leve, så man ville blive husket for sin mandighed, det var vikin- gernes opfattelse af et godt liv.
Det betød også, at man var meget opmærksom på sin familie – sin slægt eller æt, som det hed. Man skulle ikke blot helst være ud af en magtfuld og berømt familie, man havde også selv ansvaret for familiens (ættens) gode rygte. Hvis én blev fornærmet eller måske dræbt af folk fra en anden familie, havde man pligt til at hævne sin slægtning.
Naturligvis hørte der en vis velstand til, for at man kunne få et godt liv, men man lagde også stor vægt på, at folk skulle omtale en som godgørende og gavmild. Det var vigtigt at give otte gaver. Også det var noget, man ville blive husket for. Vikingerne mente ikke, at det var noget særligt beun- dringsværdigt blot at blive rig. Det var vigtigere at bruge sin velstand til at skaffe sig venner med.
En måde at blive husket på var, når der blev rejst en runesten for folk. På runesten fra vikingetiden står sjældent ret meget ud over navnet på den døde og på den, der rejste stenen. Men somme tider står der, at den døde har kæmpet bravt, og at han er »meget vel- byrdig«, dvs. at han kommer fra en kendt slægt. Det står dog ofte nævnt, at den døde har været – el- ler er faldet – et sted langt borte. De lange rejser var også en del af vikingernes opfattelse af det gode liv.

http://reneasmussen.dk

Reklamer