Ulrik Wilbek er et ikon i dansk håndbold. Han har været succestræner for både kvinde og herrelandsholdet og vundet adskillige medaljer til Danmark. Wilbek har tidligere været en fremtrædende lokalpolitiker i Viborg for partiet Venstre, og i 2017 stiller han op til kommunalvalget som borgmesterkandidat.

Ulrik Wilbek R. (født 13. april 1958 i Tunis, Tunesien) er en forhenværende dansk håndboldtræner. Indtil OL i Beijing i 2008 havde han ikke deltaget som træner i en VM-, EM- eller OL-slutrunde uden at vinde medaljer. Han er forhenværende landstræner for herrelandsholdet. Han har skabt store resultater med dame- og herrehold, såvel danske landshold som i Viborg HK. Endvidere var han i en periode fremtrædende lokalpolitiker i Viborg Kommune for Venstre, og han har skrevet bøger om sine oplevelser med håndbold samt om ledelse, hvilket også danner grundlag for hans betydelige foredragsvirksomhed.

I 1988 kom han første gang til Viborg HK for at træne dameholdet, som netop var rykket op i den bedste række. Med spillere som Anja Andersen og Wilbeks senere hustru Susanne Munk Lauritsen bed holdet sig fast og vandt i 1991 de første medaljer, der var af sølv. Wilbek blev derpå hentet af DHF til at træne det damelandshold, der få år før var på nippet til at blive nedlagt. Imidlertid havde store resultater med det ungdomslandshold, som Wilbek også var træner for ved siden af arbejdet i Viborg HK, fået forbundet til at give seniorholdet endnu en chance, og med Wilbek som træner gav det hurtigt bonus. Han fik etableret en grundstamme med spillere som Anja Andersen, Janne Kolling, Anette Hoffmann og Susanne Munk Lauritsen, der første gang for alvor viste sig på den internationale scene ved at vinde sølv ved VM i Norge 1993. Allerede året efter blev det til guld ved EM i Tyskland. Derefter vadede holdet i succes med guld ved OL i Atlanta som vel nok højdepunktet.

I 1998 valgte Ulrik Wilbek at stoppe på toppen med damelandsholdet for at vende tilbage til posten som klubtræner i Viborg HK. Det blev også her til en række succesfyldte år med fire DM-guldmedaljer og en finale i Champions League, inden Wilbek havde brug for nye udfordringer, som kunne opfyldes ved at blive træner for klubbens herrehold, der hidtil havde levet en lidt mere anonym tilværelse. Efter et par resultatmæssigt mere beskedne år på denne post overtog han herrelandsholdet. Træneren for herrelandsholdet,Torben Winther, havde et anstrengt forhold til nogle medier og blev fjernet trods gode resultater med et talentfyldt materiale. Blandt andet 2 bronzemedaljer ved EM – mesterskaberne.

Med Wilbek som træner fortsatte herreholdet succesen med bronzemedalje ved EM i Schweiz 2006 og ved VM i Tyskland 2007. Han førte også de danske håndboldherrer frem til VM-finalen i Sverige 30. januar 2011 efter ni sejre på stribe. Den sidste forhindring mod VM-guldet var Frankrig, der dog viste sig at være for stor en mundfuld. Men sølvmedaljen var i hus, hvilket var en tangering af den hidtil bedste VM-præstation fra Sverige 1967.

Ved EM i 2008 formåede Wilbek at gøre det, som ingen tidligere dansk landsholdstrænere har formået, nemlig at vinde en slutrunde med det danske mandlige håndboldlandshold. Succesen blev gentaget i EM i 2012, da Danmark for anden gang vandt guldet. Ved VM i 2013 tabte Danmark finalen 19 – 35 til Spanien. Wilbek mødte, meget overraskende, ikke op til den efterfølgende pressekonference. Ved EM i 2014 tabte Danmark finalen til Frankrig 32 – 41.

Ulrik Wilbek er Danmarks bedste træner!

Reklamer