Vagtlægen ignorerede brune pletter: 15 minutter efter var Mikkel død- Som vi kører derudaf med ambulancen, ringer vagtlægen og spørger, om der ikke er nogen hjemme, for nu står de altså og banker på vores dør. Der må jeg jo så fortælle dem, at de er kommet for sent, for Mikkel er allerede død, fortæller en stadig rystet mor til Ekstra Bladet


Mikkel pylrede aldrig. Det gør man ikke i familien Andresen. Som enhver anden rask, ung dreng gik han til fodbold og fester i weekenden.

Derfor var moderens første gæt også, at de brune mærker, han havde erhvervet sig på ankel og hals, måtte skyldes sammenstød på henholdsvis fodboldbanen og i kvindeligt selskab, da det på halsen godt kunne minde om et sugemærke.

Det fortæller Tove Andresen, da Ekstra Bladet taler med hende kun få dage før, hendes søn ville have fyldt 21.

Men Mikkel blev kun 15. Og de brune pletter var ikke sundhedstegn, men en advarsel om den smitsomme meningitis, der kun ganske få timere senere skulle ende med at tage livet af den altid smilende dreng netop som det var rigtig begyndt.

Natten til søndag d. 16. oktober 2011 kommer Mikkel hjem. Sent. Han har været til en privat fest. Som altid går han ind forbi sin mor og siger hej, så hun ved, han er kommet hjem.

Kort efter kan hun høre, han kaster op, men som de fleste, der har prøvet at være 15, har det sin rimelige forklaring, når sammenkomsterne begynder at involvere alkohol.

Festen har været rigtig god, tænker Tove først, da Mikkel også om formiddagen kaster op. Hun lader ham sove, da han også viser tegn på feber. Ellers bekymrer hun sig ikke yderligere.

– Ugen op til, havde han ondt i halsen, men det havde han så ofte. Han pylrede aldrig. Mine unger er aldrig syge, fortæller Tove, da hun stadig med en vis sorg i stemmen genopfrisker timerne op til den pludselig tragedie.

Men da Mikkel også begynder at hyperventilere ud på eftermiddagen, beslutter de sig for at køre ind til vagtlægen i Vejle, ikke langt fra familiens daværende hjem i Give.


Lægen undersøger Mikkel, poder ham i halsen og spørger ind til nakkestivhed ad flere omgange, da det kan være tegn på meningitis. Mikkel har ikke ondt i nakken og bliver derfor sendt hjem igen med beskeden, at han skal prøve at trække vejret dybt ned i lungerne.

– Det havde han bare meget svært ved, og da vi kommer hjem, bliver det så endnu værre, fortæller Tove Andresen.

– Han får dårlig mave og når faktisk ikke at komme på toilettet. Det bliver han flov over, kan jeg huske. Han beder om at få masseret sine fødder, for nu har han også meget ondt i leddene. Det hele går meget hurtigt.

Det er her, den nu mere bekymrede mor opdager de brune pletter, først den på anklen. Hun tænker slet ikke, at det kan være meningitis, for det havde vagtlægen jo slået hen, da Mikkel ikke følte nakkesmerter.

Ignoreret af vagtlægen

Familien går i seng, men ikke lang tid efter står Mikkel i soveværelset – han har det nu meget, meget dårligt, fortæller han. Fra hans værelse ringer Tove igen til vagtlægen, som hun forsøger at forklare alvoren, herunder de brune pletter.

Tove bliver spurgt, om hun og Mikkel selv kan komme ind, men det er helt udelukket, da Mikkel knapt nok kan gå.

– De siger så, at de kommer ud, men at der ville gå et par timer. Der bliver jeg egentlig lidt sur, fortæller Tove Andresen, der efterfølgende får lagt Mikkel ind på stuens sofa.

– Da jeg kommer ind igen har Mikkel rejst sig op. Han øjne er ildrøde og han ser helt mærkelig ud. Pludselig falder han om ved siden af vores tunge granitsofabord, som jeg alligevel får skubbet til siden og i det samme råbt til min kæreste, at han skal ringe efter en ambulance – nu.

Men 15 minutter er det for sent. Ambulanceredderne, der ellers er hurtigt fremme, har fået Mikkel ud til behandling, men kort efter kommer akutlægen ind med meldingen: Mikkel er død. Årsag: ‘smitsom meningitis’ også kaldet meningokoksygdom – en bakteriel blodforgiftning.

På vej til hospitalet får Tove Andresen et opkald. Det er fra vagtlægen, der nu står ude foran familiens hus og banker på og ikke kan forstå, der ikke bliver lukket op.

– Der må jeg jo så fortælle dem, at de er kommet for sent, for Mikkel er allerede død, fortæller den på daværende tidspunkt stærkt chokerede mor.

Burde have sendt en ambulance

Meningitis er en betændelse i hjernehinderne, der kan begynde som en almindelig virusinfektion, men som kan udvikle sig i løbet af meget kort tid, det vil sige inden for timer.

De klassiske symptomer er feber, hovedpine, kvalme, opkastninger, nakke- og rygstivhed, men andre ofte oversete fund er småblødninger i huden på størrelse med knappenålshoveder, kaldet petekkier, eller større blødninger med en diameter over 10 millimeter kaldet ekkymoser. Det var sådanne sidstnævnte, Tove fandt på sin dreng, men som vagtlægen altså ikke reagerede på.

Det burde de have, og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har derfor anerkendt, at der i sagen om Mikkel er sket fejl, som uddraget herunder dokumenterer. Afgørelsen kan læses i sin fulde form HER.

Reklamer