INTEGRATIONSMINISTER Inger Støjberg er ikke i tvivl, selv om hun ikke vil sige det højt: Det skal være så tilpas svært at blive dansk statsborger, at indvandrere (underforstået af ikke-vestlig herkomst) giver op på forhånd. Som et led i kriterierne har hun fået embedsmændene til at fabrikere 40 jeopardyagtige spørgsmål, som ansøgerne – efter at have studeret noget medfølgende materiale – skal besvare ved at sætte kryds ud for én af tre muligheder.
FOR EKSEMPEL: Hvilket år havde den første Olsen Bande-film premiere? 1968, 1971 eller 1972? Eller hvad med denne her: Hvilken dansk restaurant fik sin tredje Michelin-stjerne i februar 2016? Geranium, Kadeau eller Søllerød Kro. Og ved du, hvor mange stænderforsamlinger der blev oprettet i 1834? To, tre eller fire?
MAN TAGER SIG til hovedet. 10-15 ud af de 40 spørgsmål er af en karakter, hvor man siger til sig selv: Hvad er egentlig tanken med dem? Det undrer ikke, at over totredjedele dumpede ved prøven i juni (under 32 rigtige svar), men det undrer, at et politisk flertal holder fast ved den og blot erstatter fem af de mest kritisable spørgsmål med fem nye.

Advertisements