90-års-fødselsdagen (orginaltitel: Dinner for One) er en komisk sketch af den britiske forfatter Lauri Wylie til engelsk teater i 1920’erne. En opførelse af sketchen med de engelske komikere Freddie Frinton og May Warden som butleren James og Miss Sophie instrueret af Heinz Dunkhase blev optaget af den tyske tv-station Norddeutscher Rundfunk (NDR) i 1963.  

Sketchen er et traditionelt indslag på tv-programmet nytårsaften i mange lande, bl.a. i Danmark, Grønland, Australien, Tyskland, Finland, Sverige, Færøerne, Østrig, Schweiz, Sydafrika, Luxembourg og Estland. I Danmark blev sketchen vist i tv første gang nytårsaften 1973, og den har været vist på DR1 hver nytårsaften siden 1980, med undtagelse af 1985. Især i Tyskland, Østrig og Schweiz nyder sketchen kultstatus, og på den schweiziske lokal-tv-station TeleBärn bliver sketchen sendt en gang i timen nytårsaften. I Norge sendes den lillejuleaften.

90-års-fødselsdagen har været i Guinness Rekordbog som den hyppigst genudsendte fjernsynsproduktion i verden, men sketchen er næsten helt ukendt i engelsktalende lande. I 2003 kunne den fejre 40-års jubilæum, og den danske tv-producer Paul Anthony Sørensen stod bag den internationale dokumentar Dinner For One, hvor man følger klimakset nytårsaften foran fjernsynet i otte nationer samt møder efterkommerne af de to medvirkende. Dokumentaren blev nomineret til Rose d’Or i 2004.

Reklamer