Hvis autisme forekommer uden ledsagende psykiske problemer er der sjældent behov for medicinsk behandling. De basale problemer ved autisme: 1. vanskelighederne vedrørende gensidighed i socialt samspil og kommunikation og 2. repetitive mønstre i adfærd og tænkning, vil kun i beskeden grad kunne afhjælpes medicinsk. Der kan dog være muligheder for ved behandling med antidepressiv medicin af typen SSRI at dæmpe svære former for rigide og tvangsprægede repetitive mønstre i den autistiske adfærd. Den vigtigste behandling af disse problemer er af pædagogisk art. 

Ved autisme kan der imidlertid opstå problemer af emotionel og adfærdsmæssig art, der er så integreret en del at de autistiske forstyrrelser, at de ikke bør anses som udtryk for en anden ledsagende diagnose end autismen. Det kan dreje sig om svær angst eller voldsom udadreagerende adfærd. Ofte vil disse problemers opståen hænge sammen med uhensigtsmæssige ydre vilkår, f.eks. ved overstimulering eller krav, som den autistiske person ikke kan klare. Selv om det da vil være en ændring i de ydre livsvilkår, der er de egentlige behandlingsmål, vil psykofarmakologisk behandling kunne være af betydning i en overgangsfase inden de sociale, psykologiske og pædagogiske behandlingstiltag er etableret.

Ved svær angst er det de såkaldte 2.generations antipsykotika, der kan anvendes, men i doser som er lave i forhold til de doser, der anvendes når de gives i antipsykotisk øjemed. Man vil kunne anvende f.eks. aripiprazol (Abilify) eller risperidon (Risperdal).

Det er de samme typer af medicin man kan anvende for at dæmpe svær udadreagrende adfærd, der kan opstå hos personer med autisme. Ofte er angst og udadreagerende adfærd to sider af samme sag når en person med autisme ikke har hensigtsmæssige rammer for sit liv, og f.eks. ofte bringes i situationer hvor desperation og magtesløshed kommer til at dominere i dagligdagen. Da vil reaktionerne fra den autistiske person let blive præget af både angst og voldsom impulsiv adfærd, ofte rettet mod omgivelserne. Medicinsk behandling er da ikke den endelige løsning, men kan være berettiget i en periode, dels for at afhjælpe selve den subjektive lidelse, som angsten medfører, dels for at dæmpe den voldsomme impulsivitet som kan komme til at stå i vejen for nye pædagogiske tiltag.      

Der kan også opstå behandlingskrævende stemningsmæssige svingninger ved autisme selv om de ikke er så udtalte som ved ledsagende affektive forstyrrelser, f.eks. som ved bipolare lidelser. Det kan dreje sig om tendens til udtalt tristhed ved modgang og frustration, men også til euforisk opstemthed når noget opleves som tilfredsstillende. Der er ved autisme, som det også ses ved ADHD, en tendens til at emotionelle reaktioner ofte tager form efter de mest ekstreme former, og sjældent på en mere afdæmpet og gradueret måde. Disse stemningsmæssige udsving er svære at behandle medicinsk, da de er så hurtigt skiftende. Man kan dog forsøge at behandle med de anti-epileptiske midler, der kan stabilisere stemningsleje, hvis svingningerne er særligt udtalte og belastende. 

Der kan opstå perioder hvor en person med autisme oplever at se ting, eller høre lyde, med en vis virkelighedskraft, men hvor det ikke har hallucinatorisk karakter. Det kan dreje sig om perioder med særligt stress hvor tidligere oplevede syns- eller lydindtryk genopleves på en måde, der virker ængstende eller ubehagelig. Ofte er det erindringsbilleder, der er knyttet til tidligere negative oplevelser, og hvor personen desuden genoplever de ubehagelige følelser, der oprindeligt var knyttet til det. Med lidt støtte kan personer med autisme godt bringes til erkendelse af at det er noget de genoplever, og de vil sjældent tro at det er ”virkeligt”. De vil derfor heller ikke reagere på det som ved hallucinatoriske oplevelser, f.eks. ikke begynde at lede efter den afdøde bedstefader, som de lige inden have set for sig, som på det fotografi de har af ham.

Der er imidlertid en gradvis overgang fra disse genoplevede erindringer hos mennesker med autisme til hallucinationer som led i psykotiske forstyrrelser hos personer med autisme. Det må derfor også i de enkelte tilfælde afgøres om oplevelser af den art skal behandles med psykologisk støtte alene, for at styrke metakognitiv tænkning, eller der i en periode skal suppleres med antipsykotisk medicin.

Reklamer