Historien bag kameraet: Kameraet er en sammensætning af flere ideer, som gør det lidt svært at definere, hvornår det egentlige tidspunkt for opfindelsen er. Allerede år 300 f.kr. fandt Aristoteles ud af, at lade et motiv passere gennem en linse i et mørkt rum, hvorefter motivet ville vise sig på hovedet på den modsatte væg. Dette udnyttede man først i år 1000 til at undersøge solformørkelser med. Denne form for ”kamera” blev til start kaldt camera obscura, hvilket betyder det dunkle kammer på latin. Det siges at være Leonardo da Vinci, der opfandt dette.

I 1500-tallet blev opfindelsen udviklet, så motivet på den modstående væg blev skarpere. Dette gjorde man ved at udvide hullet hvori lyset passerede og indsætte noget glas. Man fandt i den kommende tid ud af at udnytte camera obscura som et egentligt kamera. Man manglede dog stadig en film, hvorpå billedet kunne indprinte sig. I stedet kunne tegnere anvende det gengivne motiv til at tegne efter, så størrelsesforholdene var korrekte. Dette ses også i malerkunsten, som blev mere naturtro.

I 1727 fandt Johan Heinrich Schulze ud af, at et bestemt slags sølv var lysfølsomt. Dette kunne man bruge til at rette det gengivne motiv i lys imod, så sølvet ændrede sin farve. Omkring år 1800 og årerne efter forsøgte man at kombinere de to opdagelser, men dette kunne ikke lade sig gøre, da fremkaldelsen ikke var opfundet, og lysfølsomheden i sølvet var alt for lille. 

I 1826 blev det første fotografi taget Joseph Nicéphore Niépce, men dette blev langt fra gjort på samme måde, som man gjorde senere. Han brugte nemlig bitumen, også kaldet svovlasfalt på en tinplade, til at fastholde motivet med. Niépce begyndte at samarbejde med en mand ved navn Daguerre, men Daguerre døde før de fandt frem til måden at fremkalde på. Dette fandt Niépce senere ud af selv, da han gemte nogen af sine billeder i et skab og tog ud for at rejse. Da han kom hjem, var billederne meget tydeligere, end da han tog af sted, så han begyndte at undersøge de stoffer i skabet, som billederne stod med. Han fandt ud af, at kviksølv var det stof, der var skyld i fremkaldningsprocessen.

Kemien bag det sort/hvidekamera: 

Man fandt ud af, at stoffet sølvbromid (AgBr) var lysfølsomt og blev mørkt, når man belyste det. Derfor fastsatte man små stykker sølvbromid på et stykke celluloid. På fotografisk sprog kaldes disse små stykker for korn. Disse korn blev sat fast med gelatine, som vi i dag også kender som husblas. 

Der er dog to hager ved dette: Søvbromiden skulle udsættes for lys i flere timer, før det blev mørkt, men denne proces kunne heldigvis fremskyndes med et kemikalie. Derudover fik man kun et negativ af billedet, altså omvendte farver. Dette skyldes, at lyset fra det ønskede motiv påvirkede sølvbromiden til at blive mørk, der hvor den egentlig skulle være lys. For at få det endelige billede, skulle man komme billedet ned i et kemikalie, som fremskyndede processen. Derudover skulle billedet også skylles med stoffet ”fixer”, så kornene kunne skylles væk. Dette skulle foregå i et lystæt rum, fordi det foreløbige billede stadig var lysfølsomt. 

Nu skulle billedet forstørres og fremkaldes. Dette gjorde man gennem et forstørrelsesapparat, som kunne sendte lyset ned på fotopapir. Fotopapiret virkede ligesom filmen, men var her bare lavet af papir betrukket med lysfølsom emulsion. Denne proces fremskyndes også ved hjælp af stoffet ”fixer”. På denne måde lavede man altså et negativ af et negativ, som herved blev positivt – ligesom to negative tal ganget med hinanden giver et positivt.

  

Advertisements